Tip en ven     Bookmark and Share     Sitemap  
 

Om Arosia

Historien

AROSIA… af mange kaldet "Århus Byorkester" startede helt tilbage i efteråret 1958 som "Århus Fodvarmere" med ganske unge musikere, der havde lysten og spillegejsten indenfor den traditionelle jazzgenre. I de første år af orkestrets levetid spillede man lystigt i datidens mange jazzklubber i det ganske land og foretog flere ture til udlandet. bl.a. til Tyskland, Holland og Grønland. De ældste medlemmer i orkestret påstår stadig hårdnakket, at man spillede, samtidig med The Beatles i Hamborg!?

I jazzens "guldalder-periode" i 70'erne og 80'erne voksede orkestrets popularitet betragteligt, og man havde gæsteoptræden af kendte navne som Mezz Mezzrow, Gene "Mighty Flea" Connors, Wild Billy Davidson, "Champion" Jack Dupre - for lige at nævne et par stykker.

Fra at være fodvarmere i tidernes morgen er bandet nu nået helt op til de fineste øregange.

Orkestret er ikke tro overfor en bestemt stilart, men spiller de numre, der passer til humøret og situationen, og bliver ofte kaldet Danmarks svar på Dutch Swing Collage Band.

I de senere år har orkestret modtaget flere musik- og kulturpriser for de mange års virke på de danske jazzscener bl.a. Århus Amts Kulturpris og "Fatterprisen" fra Dansk Musiker Forbund.

I 2008 indspillede orkesteret sin 9. cd. Arosias 50 års jubilæums cd, som er en dobbelt cd bestående af en cd med tolv numre optaget i Future Force Studiet i Århus. Samt en cd med 15 numre fra Arosias tidligere udgivelser, startende med 1980 og sluttende med seks numre optaget live i Århus Festuge 2007.

Efter de samme anmelderes mening har orkestret nu den mest homogene sammensætning nogensinde, og spilleglæden er da heller ikke til at tage fejl af!

Den nærmeste fremtid byder på flere turnéer til udlandet samt optræden på de indenlandske jazzfestivaler.

Jo… der er fuld fart på de syv yngre og ældre herrer i Arosia!

Arosia  | Tlf.: 4165 5657